<%@LANGUAGE="JAVASCRIPT" CODEPAGE="1252"%> programmer

MANDEPRIS

Pressemeddelelse om Mandepris:

Minister for ligestilling Henriette Kjær har valgt at uddele en mandepris og det skete i dag da Ligestillingsafdelingen afholdt et gå-hjem-møde om ”Mænd i krise”. Prisen gik til Henrik Munkholm for hans store indsats i behandlingen af voldelige mænd. Henrik Munkholm arbejder til dagligt i Manderådgivningen i Aalborg

Med mandeprisen ønsker ministeren at påskønne en mand, som har gjort en særlig indsats og udvist et stort engagement overfor mændene.

Henrik Munkholm har med sin personlige stil og sit store engagement i bekæmpelsen af vold mod kvinder ændret adfærden hos mange voldelige mænd. Henrik Munkholm har sat fokus på forebyggelsen af volden og som han selv siger: ”Fjerner vi den voldelige mand, fjerner vi også den voldsramte kvinde.”
Han har hjulpet flere hundrede mænd gennem rådgivning, og har også i mange sammenhænge været med at udbrede kendskabet til nødvendigheden af behandlingstilbud til mændene, hvis vi for alvor skal stoppe vold mod kvinder og hvis vi vil hjælpe en gruppe af mænd, der befinder sig i alvorlig krise.

Gennem snart mange år har han støttet mænd i krise. Krisen for disse mænd er, at de har udøvet vold overfor deres partner. Og det er uden tvivl en krise, at man på grund af sin voldelige adfærd ødelægger sit eget og sin families liv. Derfor er det uhyre vigtigt, at der findes gode tilbud til denne gruppe af mænd.

Der findes rundt om i landet mange ildsjæle, der gennem deres professionelle virke og med deres holdninger og indsats sørger for at sætte mænd på dagsordenen. De er med til at sikre, at vi har øjnene åbne for, at ligestilling også handler om mænd og mænds særlige problemer, for eksempel når vi taler om sundhed. Henrik Munkholm har med sit arbejde vist, at det virkelig nytter at hjælpe disse mænd.

Arrangementet er afholdt i forbindelse med Mens Health Week 2004 som Ligestillingsafdelingen arrangerer i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Rigshospitalet. I løbet af ugen sættes fokus på mænds sundhed og sygdomme. Fx den høje rate af selvmord blandt mænd, prostata- og testikel-kræft og den generelt lave middellevealder for mænd i Danmark.

Læs mere om Men’s Health Week på www.sundmand.dk

Yderligere information i Ligestillingsafdelingen:
Mette Seneca Nielsen: 33 92 33 11 eller
Fuldmægtig Nicolai Schacke: 33 92 39 87 / 24 24 04 02