Fra BestPractice juni 2010:

Manden som sund og syg

Af Svend Aage Madsen

Chefpsykolog Rigshospitalet, formand for Selskab for Mænds sundhed

Gennemgående vurderer mænd deres helbred som rigtig godt, lige indtil de dør. Men vi ved, at mænd lever mere risikobetonet i både arbejde, trafik og fritid. Også i deres livsstil lever mænd farligere. Mænd ryger mere, mænd er mere overvægtige og mænd drikker mere. Dertil kommer så, at mænd reagerer senere på symptomer, går mindre til praktiserende læge og er underforbrugere af forebyggende tiltag.

Så der er ikke noget at sige til, at mænd lever kortere end kvinder.

Mænd behøver imidlertid ikke at leve så meget kortere end kvinder. Mænds dødelighed er for stor ved en række sygdomme, og mange af de forhold, der ligger bag den større dødelighed kan forebygges. Vi har længe vidst, at mænd har en større dødelighed af hjerte-kar-sygdomme. Det fald, der er sket de senere år i dødelighed af disse sygdomme, viser netop, at det er muligt at ændre på mænds dødelighed. Både mændene selv og sundhedsvæsnet kan gøre noget for at det kan ske.

Nogle af de steder, der kan og bør gøres en indsats, er i forhold til mænds brug af sundhedsvæsnet. Mænd bruger den praktiserende læge mindre end kvinder hele livet igennem, selvom de jo har mere brug for forebyggelse og tidlig opsporing af sygdomme. Omvendt fylder mændene mere op i hospitalssengene, hvilket kunne tyde på, at de er kommet for sent til lægen med deres problemer. Der er derfor behov for at se på, hvor man rekrutterer mænd bedre til sundhedstilbud, hvordan mænd får bedre oplysning om, hvilke symptomer, de skal reagere på, og på hvordan man kommunikerer bedst med manden om hans tilstand, såvel fysisk som psykisk.

Når mænd bliver patienter på hospitalet, er de på stort set alle punkter mere tilfredse med forløbet end kvinder, selvom de burde være mere utilfredse, eftersom de jo har en større dødelighed af stort set alle sygdomme. De (få) områder, hvor mænd er hyppigst utilfredse, er i forhold til emner som sygdommens betydning for livskvaliteten, genoptræning, kontakt med andre patienter samt kollegernes forståelse for sygdommen og dens konsekvenser. Over for disse forhold har hospitalerne sjældent tilbud, der imødekommer mandens behov.

Derfor er der behov for, at sundhedsvæsnet anerkender mænds sundhed som en særskilt og væsentlig problemstilling såvel i den praktiske daglige kommunikation om sundhed og sygdom som i sundhedspolitik. Der er behov for at sundhedsvæsnet bliver bedre til at forstå mænds holdninger til sygdom og sundhed og på den baggrund at der udvikles tilbud, der bedre tilgodeser mændene.